Jeg tænkte at jeg lige ville følge denne til dørs, hvis der skulle sidde andre derude med samme problem - da det ser ud til at jeg har fået fikset problemet uden modificering af snegl og/eller andet udstyr på stokeren.
Problemet viste sig at være to-delt, og at begge dele skulle løses førend jeg fik en fornuftig kørsel ud af fyret igen.
PROBLEM 1. Den voldsomme tilsodning af fyret skulle hovedsageligt findes i mit valg af træpiller. Jeg brugte dengang et læs træpiller af mærket
Derome Pellets (8 mm. i 16 kg. sække). Problemet ved disse piller var (har jeg efterfølgende erfaret), at de tilsyneladende krævede en højere afbrændingstemperatur for at brænde røggasserne ordentligt af, og da mit fyr i forvejen er for stort til huset (effektmæssigt), kom jeg aldrig op på den ønskede afbrændingstemperatur, hvilket igen resulterede i HELT vildt meget tilsodning af både kedel og herd. Dette betød at fyret skulle renses HVER uge, da sodringen i herden ellers ville få gearsplitten til at knække, og så skulle fyret skilles ad for at kunne udskifte den knækkede split.
LØSNING: Efter at have kørt sidste sæk Derome Pellets igennem fyret, skiftede jeg tilbage til Barlinek 8 mm piller, og har siden da kørt uden de store sodproblemer. Sodringen er også meget lettere at hakke af i herden, da den er langt mere porøs end det stenhårde sod/slagger som Derome Pellets efterlod.
PROBLEM 2. Derudover var jeg ikke helt bekendt med optimal kørsel med træpiller i fyret - hvilket jeg har fået læst op på nu, og herefter indstillet fyret til dét jeg mener er så tilfredsstillende som det nu kan være.
LØSNING: Jeg har nu indstillet fyret, så bålet ligger så højt i herden som muligt, hvilket betyder at sodringen kommer til at sidde meget højere oppe, og derfor ikke på samme måde blokerer indføringen i bunden af herden, så det hele stopper til og gearsplitten til sneglen knækker. Der er rigtig mange gode tråde herinde med indstilling at KL Goliath 18 og hvilke værdier der skal anvendes, men i sidste ende er det bedre selv at prøve sig frem... Her kommer mine tommelfingerregler, til indstilling af Goliath'en.
1. Bålet skal ligge så højt som muligt i herden - ideelt lige over luftrillen, så afbrændingstemperaturen er høj nok til at få brændt alle røggasserne af. Jo lavere bålet ligger i herden, jo større er sandsynligheden for at indføringshullet stopper til og gearsplitten knækker. Det betyder at jeg lader sneglen køre meget længere tid ad gangen, og med et meget mindre interval. Det betyder dog et let forhøjet pilleforbrug, men hellere dét, end at bøvle med sod og slagger konstant.
2. Pausefyring skal helst undgås, men da mit fyr er for stort, kører jeg næsten ikke på andet. Derfor har jeg sat pausefyringen ned til min. dvs. hvert 5. min. På den måde bliver der holdt gang i bålet. Igen koster det lidt flere piller, men hellere dét end konstant at skille fyret ad fordi gearsplitten knækker.
3. Luftmængden er essentiel, da for meget luft betyder at bålet brænder for langt ned i herden, mens for lidt luft betyder at fyret soder til med glanssod. Begge dele ender ud i at der konstant skal renses og bankes sod/slagger af, så her kommer en guide til hvordan den rette luftmængde findes. Dette kræver dog lidt indstilling af luftspjældet, for at finde det helt rette niveau.
- Hvis asken er grålig/hvid, får bålet for meget luft.
- Hvis der kommer meget sod/glanssod i kedlen, så får bålet for lidt luft.
- Hvis asken er sort-brunlig i farven (kaffegrums-farvet), så er luftmængden helt tilpas.
4. Rens fyret ofte, gerne hver 3-4 uge, så kommer du de knækkede gearsplitter i forkøbet. Førhen rensede jeg bare fyret, når jeg lige følte for det. I dag renser jeg det hver 3-4 uge, og siden jeg er begyndt på det, har jeg ikke knækket en eneste gearsplit.
Det hele lyder jo lidt goddag-mand-økseskaft... Men når man er totalt fyr-n00b, så er det ikke altid at man lige kan se sammenhængen i problemet. Valg af træpiller er heller ikke ligegyldigt - dog har jeg personligt haft gode erfaringer med Barlinek og DLG/Land & Fritid træpillerne.