Jeg søger lidt juridisk viden omkring evt. klage el. erstatningsmulighed ved en hushandel med en mulig forurenet grund, der ikke blev oplyst om på handelstidspunktet. Måske der sidder et klogt juridisk hoved herinde, der kender til paragrafferne, der kan pege mig i en retning, eller om jeg overhovedet har mulighed for at klage eller kræve erstatning fra sælger...

FORHISTORIE:
01/10 - 2010 overtog min kæreste og jeg nøglerne til vores hus. Et nyrenoveret husmandssted fra 1890 på 150 m2 i landlig idyl. Hushandlen strækker sig over tre matrikelnumre - ét hvor huset er bygget på, og to fysisk sammenhængende matrikelnumre uden adgangsvej, blot et stenkast fra huset på den modsatte side af grusvejen. Det skal lige nævnes, at da vi var førstegangshandlende har der været advokat på hele hushandlen.
De to sammenhængende matrikelnumre består af et tilgroet vildnis uden adgangsvej, på i alt 750 m2, som sælger ikke har kultiveret. Jeg har også valgt at gemme projektet nogle år, indtil jeg var færdig med de små-ændringer ved bolig og have, som jeg mente var vigtigere. Det ene matrikelnummer er V1-kortlagt, mens det andet matrikelnummer ikke er blevet kortlagt ifht. forurening. Dog ikke noget der giver anledning til at hæve øjenbryn i en landzone.
Nu har jeg så fået etableret en adgangsvej til de to matrikelnumre, og er begyndt at rydde ud i vildnisset, fordi jeg vil inddrage grunden til bla. køkkenhave. Til min gru, opdager jeg nu, at grunden har været brugt til interimistisk losseplads. Størstedelen af grunden flyder med plasticaffald, byggeaffald, store marksten, jernskrot (heriblandt bla. et badekar), men værst af alt ligger der knuste asbest tagplader spredt over hele grunden. Og det hele ligger både over OG under jorden (visuelt er der ingen tvivl om, at der er dumpet affald på grunden). Hver gang jeg forsøger at fræse et nyt stykke op, roder jeg mere affald og asbestplader op af jorden.
Mit spørgsmål er så:
Idét sælger har oplysningspligt omkring forurening, har jeg så hjemmel i gældende lovgivning til at sende et erstatningskrav i hans retning, eller måske et påbud om at han afholder udgiften til at få renset grunden? (gerne med henvisning til en paragaf eller to.) Eller må jeg bide i det sure æble, og så selv nænsomt rydde grunden m2 for m2.? Og kan grunden overhovedet kategoriseres som forurenet, så der kan rejses krav mod sælger?
Jeg håber nogen kan gøre mig lidt klogere, inden jeg begynder at poste penge i en advokat etc.
