Hej Jens
Ligesom Lau tænker jeg ikke at det vil være fair over for Karsten at oplyse prisen her på offentligt forum. Men, kontakt ham endeligt selv, han er meget fair.
Ud fra dette forum, kunne jeg jo læse mig frem til at der næsten ingen problemer var med MGM fyret, derfor valgte jeg dette, men jeg har jo stadig ikke fundet ud af om jeg er genial eller gal. For jeg håber ikke at der opstår problemer midt i en snestorm, for så er der jo lidt langt til en servicemand der kender fyret.
Nu var vi de første på Bornholm der fik et MGM-fyr leveret af Karsten, så jeg fik en lille værktøjskasse med nogle af de reservedele der ikke er så nemme at skaffe i den lokale VVS butik. På den måde har vi et lille reservedelslager som ”buffer” til os og andre fremtidige Bornholmere der har et MGM-Fyr. Så er afstanden jo ikke så farlig.
Før installationen havde jeg sendt billeder af den nuværende installation, et gammelt og meget sultent Passat C4 Stokerfyr, samt hvordan der så ud omkring, sådan at Karsten kunne danne sig et indtryk af ”projektet”. Så fik jeg et fornuftigt tilbud, og vi aftalte hvad dag det skulle ske. Karsten kom over med natfærgen, og var vel på vores gård omkring kl 6:30, ca 9:30 var det gamle taget ud, MGM’en var sat ind, og det hele var sat rigtig fint til. Så fyret blev startet, jeg fik nogle instrukser osv, og det har kørt lige siden. Dejlig nemt!
Karsten kunne nå færgen 10:30, og så var den ged jo barberet!
Eller, der opstod jo faktisk et lille problem, for vi havde kun fyldt et par sække træpiller på inden opstart. Efter opstart, og efter at jeg nu var helt alene med vidunderet, ville jeg fylde magasinet helt op. Men af en eller anden grund, og jeg kan stadig ikke helt finde ud af om det var mave- eller træpillesækken, men den kom op af nødstoppet, og fluks stoppede fyret. Men hvad, jeg kunne jo blot trække stoppet ud, og tænde igen, og vupti startede det forfra.