Vi skal være lidt forsigtige med at reklamere for nogen eller noget herinde. Og personligt kender jeg ikke VVS'er eller smede nede i dit pastorat.
Til gengæld kan jeg, og en hel masse andre herinde, hjælpe dig med at finde det rigtige anlæg og give dig gode råd om tilslutning, indretning af fyrrum, daglig drift og problemløsning.
Hvis jeg var dig ville jeg ta' ud og sparke fyr. Se hvad andre har lavet og høre hvordan det fungerer. Der er helt sikkert noget i dit område som gerne viser kedlen frem - ellers er du velkommen hos mig på Hjørring-kanten.
Når du ved hvad andre har lavet er du meget bedre klædt på, når du engang finder en VVS'er som kan hjælpe dig i mål. Hvis ikke du kender en VVS'er i forvejen tror jeg, at du er væsentligt bedre stillet hvis du ved præcist hvad du vil ha'.
Overordnet skal du bruge
- Et fyrrum med el og vand. Rummet skal opfylde en række krav, herunder brandtekniske.
- En mere eller mindre avanceret godkendt brændekedel.
- En skorsten - motoren i hele systemet.
- En akkumuleringstank så fyret kan brænde ordentligt og komme af med varmen
- En ekspansionsbeholder så der er styr på anlægstryk
- Kedelshunt som sikrer at fyret ikke ruster op pga. kondens.
- En shunt som sikrer at fremløbstemperaturen til huset holdes på ønsket niveau
Når grundkomponenterne er på plads kan du begynde at fintune systemet. F.eks. tidsstyring, ude-temperatur kompensering, isoleringstykkelse, evt. forberedelse for solvarme eller varmepumpe osv.
Der er en del arbejde i brændefyring, men det kan gøres meget billigt og er efter min mening sundt for både det fysiske og mentale helbred.