Indlæg
af svanggaard »
Jeg har, som tidligere nævnt, ikke endeligt besluttet mig for solvarme. Jeg har for meget gratis træ (egen skov) til at solvarme nogensinde kan blive en go' forretning - med mindre jeg sælger det træ jeg ellers ville ha' brændt af. Men jeg synes det er sjovt og spændende at lege "georg gearløs", så hvis anlægget kan laves billigt nok skal det prøves!
Jeg har stadig en idé om to liggende planfangere mod syd monteret helt nede mod jorden (parallelt, i forlængelse af hinanden). Højden på min eksisterende buffertank gør, at selvcirkulering lige nøjagtigt vil kunne fungere - forudsat at der ikke er for stor flowmodstand i kredsen, herunder solfangerpanelerne.
Men... de planfangere jeg er mest lun på at købe, er desværre ikke af manifold-typen. Derfor er der en stor risiko for at flowmodstanden er så stor, at selvcirkulering ikke vil fungere. Dvs. jeg bliver tvunget til at montere en (temperaturstyret) pumpe.
En af konsekvenserne ved at montere en pumpe er, at hvis ikke jeg gør noget for at regulere flowfordeling mellem solfangerpanelerne, kan jeg risikere at den ene fanger leverer 40 grader mens den anden leverer 55 grader (selvom de begge er sydvendt). Hvis temperaturforskellen skyldes små variationer i rørføring ol. kan jeg balancere med en strengreguleringsventil (en gang for alle). Hvis temperaturforskellen derimod skyldes, at den ene solfanger lejlighedsvist får mere sol, end den anden, bliver det straks mere kompliceret.
I praksis vil jeg stadig opnå opvarmning af vand (hvilket jo er hele formålet), selvom jeg blander 40 grader med 55 grader. Men jeg ville jo hellere neddrosle flowet i det lavest ydende panel, så afgangstemperaturen fra de 2 paneler bliver ens. Jeg havde håbet lidt på, at der fandtes en ESBE-agtig ventil som kunne regulere flowfordelingen ud fra 2 x solfangertemperatur.
Det er bestemt muligt, at jeg overtænker problematikken. 2 solfangere af samme fabrikat, og med samme orientering, burde jo yde det samme.