- Faldt lige over dette indlæg.
- Her en fortælling fra en træpillebruger
1950 gled Hans Hedtoft i smørret. Han kunne ikke finde flertal til at beholde rationeringen på smør. Statsminister Mette Frederiksen glider formentlig også snart fra taburetten. Måske det vil være mangel på rationering, der afgør sagen. I hvert fald for mit vedkommende.
For jeg er den ulykkelige ejer af et træpillefyr. Det skiftede vi til for ti år siden, hvor opfordringerne til at være grøn ved at fyre træ af ingen ende ville tage.
Det skulle være slut med de fossile brændsler. Ud røg det velfungerende oliefyr og ind kom træpiller og masser af besvær med at flytte paller, slæbe poser og være glad for de mange sparede penge og en dygtig indsats for en bæredygtig fremtid (selvom det med træpillerne som udledningsneutral fyringsmiddel er tvivlsomt).
Men ak, hvor forandret – tidernes ugunst og den danske energipolitik har gjort mig varmeløs. Jeg går en kold vinter i møde i mit ellers udmærkede isolerede rødstenshus bygget i det skæbnesvangre smør-år.
Prisen på træpiller buldrer op for privatforbrugere som mig. De værste dage med stigninger på 500 kroner pr. dag pr. palle (som rummer mellem 800 og 1.000 kg træpiller). Staten fylder sine lagre med træpiller, fordi der ikke må importeres russiske af slagsen; svenskerne holder på deres, det samme gør polakkerne osv.
Jeg kan ikke finde leverandører, ergo står jeg nu uden udsigt til varme i huset, når kulden sætter ind. Folk handler sække og paller på et voksende sort marked. Er jeg heldig, får jeg måske et par paller med dårlige træpiller hjem om en måned. Prisen? Ja, sådan cirka 15.000 kroner. Så har jeg måske varmt vand og varme indtil begyndelsen af december. Og så er jeg på den igen.
Prisen på næste års opvarmning af en villa som min vil nærme sig de 70.000 kroner – mere, hvis vinteren bliver kold. For et par år siden kunne jeg slippe med langt under en tredjedel. Havde jeg beholdt mit oliefyr, ville det kun koste omtrent det halve. Efter den aktuelle listepris på fyringsolie ville jeg få en årlig varmeudgift på 42.000 kroner målt ud fra mit gamle forbrug af olie. Og olie er der altid at få.
Jeg er selv vokset op i et hus med blot brændeovn. I et sådant hus er der iskoldt om morgenen. Isblomster på ruderne er ikke blot noget, der hører krigsgenerationen til. Børn af fattigfirserne kender det også, og nu skal mine børn også til at lære det. Havde jeg beholdt mit oliefyr, kunne jeg have tilbudt min familie varme. Det kan de ikke regne med nu.
Energiminister Dan Jørgensen vil sikkert bede mig skifte til et andet fyr; tak – prisen på et varmepumpeanlæg er over 150.000 kroner. Det er ikke en udskrivning, almindelige borgere med offentlige ansættelser og brandbeskatning hiver op af lommen i en tid med inflation og dyrtid.
Må jeg bede om rationeringsmærker til træpiller nu? Eller at energiministeren bytter bolig med mig til vinter. Gid jeg dog var forblevet sort og olieforbrugende.
Rasmus H.C. Dreyer er adjunkt og ph.d. i kirkehistorie ved Københavns Universitet